Medarbejderudvikling
SEAS-NVE ønsker at være din bedste forbindelse - det kræver, at vi stiller det rigtige hold af medarbejdere og ledere. Medarbejderudvikling er derfor særligt i højsæde.
Vi sætter en ære i at kunne tilbyde en bred vifte af attraktive kurser og udviklingsforløb, så den enkelte medarbejder kan styrke sin profil i takt med forretningens udvikling.
Vi tror på, at løbende udvikling og læring skaber arbejdsglæde. Har vi glade/tilfredse medarbejdere, skaber vi bedre resultater og en endnu bedre arbejdsplads.
Introduktionsforløb
For at sikre en god start i SEAS-NVE vil afdelingslederen udarbejde et introduktionsforløb til dig, som ny medarbejder. Introduktionsforløbet dækker den første tid, og her vil du møde dine nærmeste kollegaer, blive introduceret til afdelingen og dine arbejdsopgaver.
Opfølgningssamtaler
Inden udgangen af de første 2 måneders ansættelse inviterer den nærmeste leder dig til en samtale. Formålet med samtalen er dels at afklare, om ansættelsesforholdet skal fortsætte efter prøvetidens udløb og dels at følge op på introduktionsforløbet.
Introduktionskursus
En del af vores introduktion til nye medarbejdere er, at vi gennemfører et intro-arrangement, afholdt på vores eget kursussted ”Pionergården”. Her vil nye medarbejdere kunne netværke med hinanden, og få en bred introduktion til SEAS-NVE’s kultur, værdisæt, strategiske projekter og arbejdsområder. Dette sker via kollegaer og Direktionen, som møder op og fortæller om sig selv og deres ansvarsområder.
Medarbejderudviklingssamtaler
Der afholdes medarbejderudviklingssamtaler (MUS) med den nærmeste leder, med fokus på medarbejderens faglige og personlige udvikling. Dialog omkring efteruddannelse vil være en del af samtalen. Samtalen foregår afslappet og uforstyrret og giver mulighed for en tæt og dybdegående dialog mellem dig og din leder.
Læring i jobbet
Den væsentligste kompetenceudvikling finder sted i jobbet, når du som medarbejder bliver stillet og løser udfordrende opgaver. Vil du være blandt de bedste inden for dit område, kræver det ”jord under neglene”, og det er der god mulighed for med de mange spændende projekter, vi løser tværorganisatorisk og for kunderne.
Læring via uddannelse
Vi har et stort internt kursusudbud inden for fag-, IT- og generelle kurser. Tilbuddene har et individuelt fokus, hvor vi bakker op om både personlig og faglig uddannelse. Medarbejderens individuelle behov for uddannelse aftales på den årlige medarbejderudviklingssamtale.
Lederudvikling
SEAS-NVE har sit ståsted i de værdibaserede ledelsesprincipper og samtidig er ledelsesforløbene tæt knyttet til vores forretningsmæssige fokus og udvikling. Vi tager udgangspunkt i de krav, roller, ansvar og opgaver, som vores ledere har i dag og i fremtiden.
I SEAS-NVE anvender vi bl.a. stifinderkonceptet som en del af lederudviklingen. Konceptet indeholder en række kernekompetencer, der tilsammen skaber et holistisk menneskesyn. Lederudviklingen er relevant, udfordrende og skaber resultater gennem ændret adfærd og retter sig mod såvel nye som erfarne ledere.