Besparelser i millionklassen
Mange virksomheder har mulighed for at spare millioner af kroner, hvis de skærer ned på deres energiforbrug – og det er uden, det kræver de store ressourcer.
Ofte kan energiforbruget sænkes med 15 % eller mere, hvis virksomheden samler sine forbedringer i én velkoordineret arbejdsproces på tværs af alle energiformer, og det kan SEAS-NVE’s energirådgivere hjælpe til med.
”Talrige erfaringer viser, at mange danske virksomheder kan opnå betydeligt større fordele gennem strategiske energibesparelser, end de gør i dag – uden at det kræver store ressourcer”, fortæller Erik Bach Ludvigsen, der er energirådgiver hos SEAS-NVE
”For industrielle virksomheder er det som regel optimering af ventilation, trykluft, køling og opvarmning, der giver størst gevinst. Virksomheder, der beskæftiger sig med handel og service, kan ligeledes reducere energiforbruget væsentligt ved f.eks. at fokusere på deres ventilations- og køleanlæg”, forklarer Erik Bach Ludvigsen.
Et eksempel på en virksomhed der har høstet store besparelser ved et samarbejde med SEAS-NVE’ s energirådgivere, er Selandia, Center for erhvervsrettet uddannelse, i Slagelse. I 2004 indgik virksomheden et samarbejde med SEAS-NVE, og det har vist sig at være en god forretning.
”Vi begyndte samarbejdet med Selandia i 2004 og har siden fundet besparelser for godt 1,5 millioner kr. årligt”, fortæller Erik Bach Ludvigsen.
Og jagten på besparelser på Selandia fortsætter. Det næste spareprojekt er cirkulationspumperne, der alle skal udskiftes til A-mærkede energisparepumper, der kun er i drift, når der er brug for det - og det kan betyde besparelser på 40-50 %.
SEAS-NVE’s energirådgivere har mange års erfaring og detaljeret viden om den nyeste teknologi. Deres arbejdsmetoder kan tilpasses enhver virksomhed, og de dækker alt fra foranalyse over konkret projektgennemførelse til energirigtig vedligeholdelse af tekniske installationer.
Du kan læse mere om SEAS-NVE´s energirådgivning for både virksomheder og private på www.seas-nve.dk.