Digital underholdning i verdensklasse med Smile Content
Pressemeddelelse 21. november 2008
SEAS-NVEs fibernetkunder får nu adgang til markedets bedste produkter fra Danmarks førende udbyder af underholdning på fiber, Smile Content.
En ny aftale mellem SEAS-NVE og indholdsudbyderen Smile Content giver nu energiselskabets fibernetkunder adgang til en perlerække af attraktive bredbåndspakker: Op til 73 forskellige tv-kanaler i knivskarp kvalitet, hjemmebiograf, HD tv-boks, motorvejshastighed på internettet og billig telefoni.
”Vi ser frem til et godt og spændende samarbejde med SEAS-NVE, og vi glæder os til at levere tv, internet og telefoni i markedets suverænt bedste kvalitet til SEAS-NVEs mange fibernetkunder,” siger Smile Contents administrerende direktør, Kim Wehrs, og fortsætter: ”Konkurrencen på distribution og levering af tv-pakker, internet og telefoni er hård og tiltagende. Hos Smile Content er vi imidlertid overbeviste om, at vi står distancen ude hos forbrugerne, når de ser kvaliteten af vores produkter og i særdeleshed den helt eminente tv-kvalitet på vores HD-kanaler, som er et af Smile Contents absolutte varemærker.”
SEAS-NVE, der er Danmarks største kundeejede energiselskab, er glad for at kunne tilbyde sine kunder Smile Contents produkter.
”Vi glæder os meget til et spændende samarbejde med Smile Content, som gør, at vi nu kan tilbyde vores fibernetkunder et epokegørende produkt på indholdssiden. Der er særligt to ting, der gør, at vores kunder med Smile Content vil kunne få endnu større glæde af fibernettet. For det første kan kunderne med Smile Content nu modtage HD-tv. Til en start er der tale om 5 HD-tv-kanaler, men der er planer om flere HD-tv-kanaler i fremtiden. For det andet tilbyder Smile Content en tv-boks med indbygget harddisk, og med disse to produkter træder vi et stort skridt nærmere i retning af at udnytte fibernettets muligheder og den ubegrænsede båndbredde til fulde”, siger Jeanette Hartz, salg- og marketingdirektør i SEAS-NVE.
HD-kvalitet
Smile Content kan blandt andet tilbyde flere sportskanaler i den såkaldte HD-kvalitet, hvilket betyder, at billedet har den højeste kvalitet, der kan fås på markedet. Dette sammenholdt med Smile Contents tilbud om video on demand – Smile Bio, hvor man kan leje 450 af de nyeste spillefilm, heraf flere i HD-kvalitet, direkte fra sofaen og teenageværelset på samme tid - gør selskabet til en meget attraktiv leverandør for SEAS-NVE.
Ud over mængden af HD-indhold distancerer Smile Content sig fra branchens øvrige spillere ved at tilbyde sine kunder en HD tv-boks med harddisk, hvor seerne kan optage deres tv-programmer direkte på HD tv-boksen eller med blot ét tryk på fjernbetjeningen sætte et live tv-program på pause, gå ud og lave kaffe, og så med ét tryk på fjernebetjeningen genoptage programmet - uden at misse noget.
Alle Smile Contents produkter er lavet til at udnytte fiberens hurtighed og adskiller sig i stabilitet, lyd- og billedkvalitet fra alt andet. Smile Content kan levere tv-pakker, internet og telefoni - også kaldet tripple-play – i markedets bedste lyd- og billedkvalitet, bl.a. fordi fibernettet rummer ubegrænset plads – i modsætning til traditionelt og mobilt bredbånd.
Yderligere oplysninger
SEAS-NVE, salgs- og marketingdirektør Jeanette Hartz, telefon 21 20 54 21.
Smile Content, administrerende direktør Kim Wehrs, telefon 21 78 69 88.