SEAS-NVE skaber vækst i den danske teleinfrastruktur
Pressemeddelelse 9. oktober 2008
Da elselskaberne begyndte deres fibernetetableringer, skete det som en hel naturlig udbygning af kerneforretningen om at udbygge infrastrukturen i Danmark. I dag har elselskaberne med fibernettet skabt et produkt, der lægger afstand til de kobberbaserede ydelser.
Den seneste rapport fra IT- og Telestyrelse og Dansk Energi slår fast, at det alene er elselskaberne, der har sikret væksten i de danske teleinvesteringer de seneste tre år. Men rapporten slår også fast, at investeringerne ikke er store nok, der skal investeres langt større summer, hvis ikke Danmark skal hægtes af den teknologiske udvikling.
De danske energiselskaber er i fuld gang med at grave fibernet ud til deres kunder. Selskaberne har afsat 15 mia. kr. til projektet og sigter efter 2 mio. potentielle husstande og virksomheder inden for de næste 5-7 år.
Energiselskaberne ønsker med deres investeringer i fibernet at give deres forsynings-områder et digitalt løft, således at virksomheder og borgere sikres adgang til en moderne og fremtidssikret bredbåndsinfrastruktur. Uden elselskabernes investeringer havde tilsyneladende ingen påtaget sig at skabe et tidssvarende fibernetværk til brug for det næste århundrede.
En ny rapport fra IT- og Telestyrelse og Dansk Energi slår fast, at det alene er elsel-skaberne, der har sikret væksten i de danske teleinvesteringer de seneste tre år. Uden de investeringer, der har fundet sted, ville Danmark fortsat befinde sig på investerings-lavpunktet for 2003/2004.
SEAS-NVE skaber vækst og udvikling i regionen
SEAS-NVE startede for alvor selskabets fibernetetablering op i 2006, og siden da er det gået stærkt. SEAS-NVE ruller fibernettet ud i et balanceret tempo, hvor økonomien kan følge med. Det handler det ud over den regionale udvikling, også om synergien ved samgravning, og det giver SEAS-NVE en unik mulighed, som ikke er til stede for alle der etablerer fibernet.
Hos SEAS-NVE etableres fremtidens fiberstruktur nemlig for en 1/3 af den pris det koster, da graveomkostningerne deles mellem tre forskellige aktiviteter: kabellægning, gadelys og fibernet. Samlet set giver det kunderne en bedre elforsyningssikkerhed med kabellægningen, en mere sikker belysning med nye gadelysanlæg samt helt nye muligheder med fibernettet inden for tv, telefoni og internet – og det endda til en langt billigere pris end, hvad det for andre selskaber koster at etablere.
”For os er fibernetaktiviteterne en åbenlys mulighed for at skabe en forretning, hvor vi kan trække på vores næsten 100 års erfaringer med at opbygge den regionale infrastruktur. Som det er med al ny og banebrydende teknologi har elselskabernes fibernetaktiviteter naturligvis fået kritiske bemærkninger med på vejen.
Det samme så vi, da vi skabte lys over land med elektriciteten for næsten 100 år siden. Her var det heller ikke alle, der mente, at elektricitet var et livsnødvendigt produkt. Det er der nok ikke mange, der mener i dag. Nu er fibernettet også blevet en af elselskabernes kernekompetencer og dermed endnu en løftestang til at sikre den regionale vækst og udvikling”, siger adm. dir. Jesper Hjulmand, SEAS-NVE.
EU råber vagt i gevær
Netop vækst og udvikling for Europa, og herunder Danmark, ligger naturligvis også EU på sinde. ”EU-Kommissionens udmelding bekræfter, at energiselskabernes langsigtede investeringer i fibernet er et visionært træk. Uden disse investeringer vil Danmark køre videre som en nation bundet sammen af kobberkabler. Det kan vi ikke leve af i fremtiden”, siger Lars Aagaard, vicedirektør i Dansk Energi.
EU efterlyser derfor massive investeringer i næste generations højhastighedsnet, baseret på optiske fibre. EU-Kommissionen påpeger, at kobberledningerne ikke har kapacitet til at understøtte nye bredbåndstjenester som HDTV, og interaktive tjenester, fx videokommunikation, hvor kravene til båndbredde kun vil stige. Det er med andre ord nødvendigt med massive investeringer i udrulning af næste generations bredbåndsnet, således at de europæiske virksomheder og forbrugere får uhindret adgang til nye bredbåndstjenester.
Det er naturligvis ikke kun i EU-sammenhænge at fremtidens kommunikationsnetværk diskuteres. I Folketinget foregår der hos de fleste partier en livlig debat om rammer, pris og indhold i relation til fremtidens kommunikationsnetværk. Alt efter politisk ståsted varierer billedet af kravene til fremtidens kommunikationsbehov. Men vigtigt er det, at debatten nu er intensiveret i Danmark.
En analyse fra Dansk Energi viser, at investeringsbehovet i ny digital infrastruktur er dobbelt så stort som de investeringer, energiselskaberne foretager i disse år, såfremt alle danskere skal sikres adgang til næste generations højhastighedsnet. Det kræver, at flere trækker i arbejdstøjet.
”Energiselskabernes investeringer løfter ikke opgaven alene. Vi er nødt til at samle politikere og aktører på det danske bredbåndsmarked om en fælles indsats, der kan sætte fart i udviklingen af digitale højhastigheds netværk i Danmark”, siger Lars Aagaard.
Så når elselskaberne angribes i den danske presse for deres fibernetinvesteringer på 15 mia., så er der kun en ting at sige – det er alt for lidt, hvis Danmark ikke vil kobles af den fremtidige udvikling. Dansk Energis beregninger viser, at det snarere vil koste i nærheden af 30-35 mia. kr., hvis et højhastighedsfibernet skal bygges ud til alle virksomheder og husstande i Danmark – en pris der svarer til den, vi betalte for Storebæltsbroen.