Elbil kåret til Årets bil 2011

 

01.06.2011 Det er et stort skridt på vejen for elbilers udvikling, at Nissan Leaf vinder titlen Årets bil 2011.

For første gang nogensinde har en elbil vundet titlen Årets bil 2011 i Europa. Det er en glædelig nyhed, for det er ikke gået helt så hurtigt som forventet for elbilerne. Pt. er der kun 400 indregistrerede el-biler i Danmark.

 

Men det ser lysere ud nu. Valget af Nissan Leaf som Årets Bil kan ses som resultat af, at den elektriske bil for alvor er ved at blive kørt i stilling af de store bilfabrikker som et muligt alternativ til de konventionelle biler. Med god plads til fem voksne passagerer og en rækkevidde på 160 km er Leaf et godt og reelt alternativ. I følge ny rapport fra DE vil der globalt set være omkring én million elbiler på vejene i 2015. Ifølge interview med bilproducenterne er det forventningen, at elbiler i 2020 udgør mellem 5-10 pct. af nybilsalget i Europa. Allerede i år forventes det, at der udover Nissan Leaf lanceres Mitsubishi iMiev, Peugeot Ion, og Citroen C-ZERO.

 

Et stadigt stigende antal store virksomheder vil gerne lease elbiler. Senest er TDC og DSB hoppet med på elbilsbølgen. Begge er indgået i et samarbejde med ChoosEV, der er den største elbilsoperatør i Danmark. ChoosEV har bl.a. også startet "Test-en-elbil", hvor 300 elbiler skal afprøves af forbrugerne i 30 kommuner, hvor seks af dem ligger i SEAS-NVE's forsyningsområde. I hver kommune prøver 10 borgere elbilerne på skift i en periode på 3 måneder. Forsøget gentages otte gange, og dermed kommer der i alt 2400 familier ud at køre.

 

Du kan læse mere om det her www.testenelbil.dk

 

Eva Sass Lauridsen, projektleder i SEAS-NVE udtaler: ”Det er dejligt, at vi nu for alvor kan se fremgang for elbilerne. Otte forskellige fabrikanter vil begynde at masseproducere en el-bil i løbet af de næste år. Vi skal nu blot have børnesygdommene helt på plads og prisen på såvel bilen som batterierne ned. Undersøgelser viser, at hvis prisen er den samme som en alm. bil, så ønsker 75 pct. af forbrugerne at eje en el-bil som nr. 2 bil. Det er da en start.”.

Kør elbil

ChoosEV 190x70

Lad medarbejderne køre miljørigtigt og billigt i elbil fra ChoosEV.