Varmen bliver grøn i Sorø
26.juni 2012 SEAS-NVE opfører nyt miljøvenligt kraftvarmeværk i Sorø. Værket fyrer med lokalproduceret flis, og er langt mere effektivt end hidtidige modeller.
Opførelsen af SEAS-NVE’s nye kraftvarmeværk bliver placeret i det nordøstlige Sorø og byggeriet påbegyndes og afsluttes i 2013.
Det nye kraftvarmeværk bliver banebrydende på en række områder. Det kommer til at producere både el og fjernvarme, og et nyt ovn-design til biomasseforbrænding giver langt færre emissioner og højere effektivitet end de hidtil kendte biomasseanlæg. Samlet set bliver det kommende Sorø-værk til et af landets mest energieffektive og miljøvenlige.
”SEAS-NVE vil gerne gå forrest og tage ansvar for et bedre miljø. Derfor er vi også glade for at være med til at opføre det nye kraftvarmeværk i Sorø, der bliver et af Danmarks grønneste. Sorø-værket er helt i tråd med den grønne omstilling til mere vedvarende energi i elnettet, som SEAS-NVE er i gang med”, forklarer net- og entreprisedirektør i SEAS-NVE, Peter H.W. Iversen.
Det nye kraftvarmeværk ventes at løbe op i ca. 70 mio. kroner og støttes med ni mio. af Energiteknologisk Udviklings- og Demonstrationsprogram (EUDP). De resterende 61 mio. kroner finansieres over varmeregningen, og tilbagebetalingstiden ventes at blive fem år. Når anlægget er tilbagebetalt, vil forbrugerne mærke fordelen ved det nye værk i form af billigere varmeregninger i forhold til den naturgas, der anvendes i dag.
Man kan læse mere om projektet på www.energiteknologi.dk