Ordbog
Her kan du finde en forklaring på de ord, som vi benytter på bl.a. elregningen.
Abonnement
Både netselskabet og el-leverandøren kan opkræve et abonnement til at dække de faste udgifter, der er forbundet med det at have kunder.
Afgifter
Netselskabet skal ifølge loven opkræve afgifter til staten. Afgifterne betales pr. kilowatttime og dækker over: el-afgift, el-distributionsafgift, el-sparebidrag samt co2 afgift.
Elpris
Den samlede elpris er sammensat af en række poster, som tilsammen udgør den samlede elpris. Hvis man som kunde har skiftet el-leverandør, modtager man to el-regninger. En fra netselskabet samt en fra el-leverandøren.
Forsynings-el
I dag er alle elselskaber som SEAS-NVE adskilt i en række juridiske enheder. De selskaber, der er interessante i denne sammenhæng, er Netselskabet, SEAS-NVE Net A/S og Forsyningsselskabet og SEAS-NVE Strømmen A/S. Netselskabet stiller et el-ledningsnet til disposition, og Forsyningsselskabet leverer selve ellen. I dag er el en vare i fri konkurrence og for at distancere den fra netselskabets ydelser, benævnes den markeds-el; den del af den samlede elregning, som der frit kan vælges leverandør.
kWh (kilowatttime)
Enhed man måler el i. En kilowatttime svarer til 1000 watt i en time – eller det samme som at have ca. 17 almindelige el-pærer på 60 watt tændt i én time.
Netselskab
Netselskabet ejer de kabler og ledninger, der fører ud til kunderne i et bestemt geografisk område. Netselskabet tager betaling for at vedligeholde og overvåge nettet samt opkræver betaling for brug af transmissionsnettet (kabler og ledninger på højere spændingsniveauer), offentlige forpligtelser samt afgifter og moms.
Nettab
Nettab betegner det tab, der forekommer i elektricitetens vej fra kraftværk til kunde. Tabet skyldes bl.a. modstand i de kabler, elektriciteten skal passere på sin vej til kunden. En del af elektriciteten når aldrig frem, men bliver i stedet til varme. Vi kender alle fænomenet fra f.eks. en støvsugerledning, der bliver varm at røre ved, når støvsugeren har kørt et stykke tid. Varmen i ledningen når heller ikke frem til støvsugerens motor.
SEAS-NVE betaler en række af de samme priselementer som kunderne for al elektricitet, der leveres til SEAS-NVE´s net. Den elektricitet, der går tabt, repræsenterer dermed en væsentlig omkostning ved drift af el-ledningsnettet.
Offentlige forpligtelser (eller PSO)
Offentlige forpligtelser eller PSO, som størrelsen også kaldes, er en betaling, der jævnfør el-loven opkræves til at dække Energinet.dk´s omkostninger til blandt andet udbetaling af pristillæg for el produceret på vindmøller.
Transportbetaling
Betaling for transport af el i ledningsnettet både i Energinet.dk´s højspændingsnet samt SEAS-NVE´s eget ledningsnet.