En lille stigning i elpriserne

 

30/09/2009 Pr. 1. oktober stiger den samlede elpris hos SEAS-NVE med knapt 4 øre/kWh.

 

Både i første, andet og tredje kvartal af 2009 har SEAS-NVE sat prisen på el ned, men i fjerde kvartal kommer en lille stigning. Stigningen er dog så lille, at prisen stadigvæk er lavere, end den var i både første og andet kvartal i år.

 

Det er meget almindeligt, at prisen stiger, når vinteren nærmer sig. Det øger efterspørgslen på el, og med det følger stigende priser.

 

Afgifterne stiger også en smule

PSO-tariffen stiger også en smule. PSO-tariffen dækker over Energinet.dk’s udbetaling af pristillæg til miljøvenlig energi, eksempelvis vindmøller, hvor producenterne kompenseres for den lave salgspris på el med et større tilskud. Denne gang stiger PSO-tariffen 10,40 øre/kWh til 10,70 øre/kWh. Det skyldes en lille underdækning fra de tidligere kvartaler. PSO-tariffen beregnes på baggrund af en prognose for produktionen af miljøvenlig energi. Når de realiserede produktionstal kendes for kvartalet, kan der så beregnes en over/underdækning som i princippet tillægges tariffen kvartalet efter.

 

Samlet set betyder det, at den samlede elpris stiger fra 168,61 øre/kWh til 172,38 øre/kWh. Det vil sige en stigning på 3,77 øre/kWh (inkl. moms). For en gennemsnitlig husstand med et årsforbrug på 4.000 kWh svarer det til en stigning på ca. 150 kr. (inkl. moms).

 

Spar på energien sammen med SEAS-NVE

Selvom elprisen stiger en smule har du gode muligheder for alligevel at skære ned på din elregning. På www.seas-nve.dk kan du læse tips til, hvordan du bruger energien bedre og dermed sparer på din elregning.

Læs mere om energirådgivning

 

Fakta

Elpris

Den samlede elpris er sammensat af en række poster, som tilsammen udgør den samlede elpris. Hvis man som kunde har skiftet elleverandør, modtager man to elregninger. En fra netselskabet samt en fra elleverandøren.

 

kWh (kilowatttime)

Enhed man måler el i. En kilowatttime svarer til 1000 watt i en time – eller det samme som at have ca. 17 almindelige el-pærer på 60 watt tændt i én time.

 

Netselskab

Netselskabet ejer de kabler og ledninger, der fører ud til kunderne i et bestemt geografisk område. Netselskabet tager betaling for at vedligeholde og overvåge nettet samt opkræver betaling for brug af transmissionsnettet (kabler og ledninger på højere spændingsniveauer), offentlige forpligtelser samt afgifter og moms.

 

Abonnement

Både netselskabet og elleverandøren kan opkræve et abonnement til at dække de faste udgifter, der er forbundet med det at have kunder.

 

Afgifter

Netselskabet skal ifølge loven opkræve afgifter til staten. Afgifterne betales pr. kilowatttime og dækker over: elafgift, eldistributionsafgift, elsparebidrag samt co2 afgift.

 

Transportbetaling

Betaling for transport af el i ledningsnettet både i Energinet.dk´s højspændingsnet samt SEAS-NVE´s eget ledningsnet.

 

Offentlige forpligtelser (eller PSO)

Offentlige forpligtelser eller PSO, som størrelsen også kaldes, er en betaling, der jævnfør el-loven opkræves til at dække Energinet.dk´s omkostninger til blandt andet udbetaling af pristillæg for el produceret på vindmøller.

 

Forsyningsel

I dag er alle elselskaber som SEAS-NVE adskilt i en række juridiske enheder. De selskaber, der er interessante i denne sammenhæng, er Netselskabet, SEAS-NVE Net A/S og Forsyningsselskabet, SEAS-NVE Strømmen A/S. Netselskabet stiller et el-ledningsnet til disposition, og Forsyningsselskabet leverer selve ellen. I dag er el en vare i fri konkurrence og for at distancere den fra netselskabets ydelser, benævnes den markedsel; den del af den samlede elregning, som der frit kan vælges leverandør.

Læs mere på www.elpristavlen.dk