Isolering
Det nytter ikke meget at have en god og billig opvarmning, hvis boligen er utæt og dårlig til at holde på varmen.
Så bliver varmeudgifterne for store. Derfor bør både opvarmning og isolering være i orden. Isolering har så stor betydning for boligens samlede energiforbrug, at udgifter til isolering ofte tjener sig selv ind på ganske få år. Det gælder både i nybyggeri og ved renovering af eksisterende boliger.
Klimaskærm
Isoleringen er en del af boligens klimaskærm. Klimaskærmen er en samlet betegnelse for alle de flader i boligen, der vender ud mod omgivelserne: Tag, ydervægge, fundamenter, gulve mod jord/terrændæk, vinduer og døre. Forbedring af klimaskærmens isoleringsevne omfatter altså alle former for varmeudslip til omgivelserne. Jo bedre klimaskærm, jo lavere energiforbrug. Effektiv isolering af klimaskærmens flader giver også højere komfort, lavere miljøbelastning (CO2) og øger boligens samlede værdi.
Sådan virker isolering
Isolering forhindrer varmen i at slippe ud af boligen. Derfor er alle former for isolering baseret på materialer, der er dårlige til at lede varme. Isoleringsevnen skyldes, at man ”pakker” luft ind i materialet. For eksempel er det ikke selve fibrene i sten- og mineraluld, der isolerer. Det er den stillestående luft, der er indkapslet mellem fibrene, der forhindrer varmen i at sprede sig. Lette isoleringsprodukter består kun af 1% fibre og 99% luft.
Samme princip gør sig gældende i stort set alle andre former for isoleringsmateriale. Derfor er det også vigtigt at beskytte isolering mod vind og træk, der øger luftudskiftningen. Det gøres typisk ved at dække isoleringens yderside med et materiale, der er vindtæt og åndbart (må ikke forveksles med dampspærre).
Spørg altid en fagmand
Der findes ikke regler for, hvilke isoleringsopgaver der skal udføres af fagfolk, og hvilke du selv må tage dig af. Men nogle isoleringsopgaver kræver specielt udstyr og særlig viden om isoleringsforhold. Det gælder for eksempel hulmursisolering,
hvor der blæses granulat ind i hulrum i husets konstruktion.
Som tommelfingerregel kan man selv efterisolere loft, skunk, indvendige vægge, kælder, rør og varmtvandsbeholder – hvis man har sat sig ind i, hvordan det gøres rigtigt. Derimod er det bedst at lade fagfolk isolere hulmure, tag, krybekælder og
facade.
Det er under alle omstændigheder en god idé at spørge en fagmand til råds, før du selv går i gang med at isolere. Selv små fejl kan over tid forårsage store skader. Derfor bør større projekter hvile på beregninger af isoleringens dimensionering
og præcis viden om, hvordan isoleringen skal sættes op. Beregninger og hjælp fra fagfolk koster mere, men giver også langt større sikkerhed for, at slutresultatet bliver som forventet. Man kan ikke isolere for meget, men man kan sagtens
isolere forkert og for dyrt.