Isoleringsmaterialer
Når man skal isolere boligen, er der en del isoleringsmaterialer at vælge imellem.
De mest almindelige er beskrevet her, og de kan alle anvendes til isolering af boliger i henhold til Bygningsreglementet (BR 08).
Stenuld
Stenuld består af fibre af smeltet sten, er uorganisk og indeholder ingen næringsstoffer. Derfor kan materialet hverken rådne eller angribes af mikroorganismer. Tiltrækker heller ikke insekter og gnavere. Stenuld er markedets mest brandsikre isolerings-materiale, da det først smelter ved 1.200°C. Det er også fugt- og vandafvisende. Optager kun vand, hvis det direkte presses ind i materialet. Fås både som plader, batts og granulat.
Glasuld
Glasuld består af fibre lavet af smeltet glas. Glasuld er mere lagdelt og kan komprimeres meget, hvilket kan være en fordel under transport. Glasfibrenes smeltepunkt er 1.000°C, og derfor overholder glasuld uden problemer kravene til brandsikkerhed i Bygningsreglementet. Fås både som plader, i løs form og som granulat.
Celluloseuld
Celluloseuld er fremstillet af genbrugspapir og tilsat forskellige salte for at mindske risikoen for angreb af mikroorganismer. Saltene gør også materialet mindre brandfarligt. Hvis man bruger celluloseuld, skal der beregnes en ekstra isoleringstykkelse på 20 til 25%, da denne form for isolering sætter sig med tiden. Celluloseuld fås både i løs form og som plader. I løs form kan celluloseuld blæses ind i hulrum. Plader anvendes ofte i lodrette konstruktioner, men kan også lægges ud på lofter.
Høruld
Høruld er fremstillet af hørplantens stilk. Efter forskellige processer opdeles stilken i fibre, der i sammenfiltret form giver et godt isoleringsmateriale. Ved tilsætning af ammoniumfosfat eller ammoniumsulfat bliver materialet mindre brandfarligt. Der tilsættes ofte polyestertråde for at gøre materialet mere formstabilt. Høruld findes i både ruller og plader og kan anvendes i de fleste konstruktioner.
Perlite
Perlite er et mineralsk materiale af vulkansk oprindelse, der ikke kan angribes af mikroorganismer. Det produceres ved, at man opvarmer materialet til cirka 1.200°C, hvilket får det til at udvide sig, så det fylder 20 gange mere. Perlite synker ikke sammen. Findes kun i løs form og giver en høj brandsikkerhed. Kan lægges i loftsrum eller hældes/blæses ind i vægge. Bruges også under gulve, i etageadskillelser og ved efterisolering af konstruktioner, hvor anden isolering er vanskelig.
EPS
EPS står for Ekspanderbart PolyStyren - også kaldet flamingo. Det er et oliebaseret produkt, der gennemgår en kemisk proces og til sidst opskummes. Dermed bliver det let og luftfyldt. Findes både i løs form og som plader. Angribes ikke af mikroorganismer og har en lav vægt i forhold til sin isoleringsevne. Til gengæld har det en lav brandsikkerhed, da det smelter ved meget lavere temperaturer end sten- og glasuld. Er især velegnet under beton i terrændæk.
Lecasten
Lecasten er et naturprodukt fremstillet af kalkfattigt ler. Leret tørres, opvarmes og brændes i store roterovne, hvor leret ved 1.150°C ekspanderer og bliver til ”småsten”, der er lette og luftfyldte. Lecasten anvendes ofte til isolering i fundamenter for at undgå kuldebroer og under beton i terrændæk