Hælder du penge i vasken
Vand er dyrere, end de fleste tror. Tjek om du kender alle de bedste vandsparetips.
Mange forbrugere er ikke klar over, at de let kan spare en del penge på deres vandforbrug. En familie på fire bruger typisk omkring 6.000 kroner om året på vand. Men nogle få investeringer og ændrede vaner kan let gøre vandregningen 25% lavere.
Vejen til et lavere vandforbrug
- Vælg brusebad i stedet for karbad
- Installér vandsparebruser
- Begræns tiden under bruseren til max. 5 minutter og luk for vandet, mens du sæber dig ind
- Luk for vandet under tandbørstning
- Installér toilet med to skyl
- Reparér dryppende vandhaner og løbende toilet med det samme
- Fyld vaske- og opvaskemaskinen
- Vælg vaskeprogrammer med lav vandstand
- Vask op og rens grønsager i balje i stedet for under rindende vand
- Hæld kun lidt vand i gryden, når du koger kartofler og grønsager
- Brug ikke rindende vand til optøning af frostvarer
- Afkøl drikkevand i køleskabet i stedet for at lade vandhanen løbe til det bliver koldt
- Vand haven med opsamlet regnvand - undlad helt at vande græsplænen med vand fra vandhanen
- Vand haven med vandkande, og om aftenen hvor afdampningen er mindst
- Vask ikke bil i rindende vand. Brug spand og børste
- Tjek for utætheder ved at lukke for alt vand og kontrollere om vandmåleren står helt stille
- Installér en vandalarm, der hurtigt reagerer på utætheder