Producér din egen strøm
I kraft af nettomålingsordningen må man koble sit VE-anlæg med en effekt på max 6 kW til forsyningsnettet, og bruge det som en slags batteri. Om sommeren sendes overskydende el ud i nettet (salg til forsyningsnet), og om vinteren trækkes den tilbage (køb fra forsyningsnet) gratis.
Aflæsning på solcelleanlæg trækkes automatisk af SEAS-NVE hvert år pr 31. december. Der dannes årsopgørelse i løbet af januar/februar. I løbet af året sendes aconto regninger, hvor der tages hensyn til, at der er sat produktionsanlæg op.
Fast udgift til SEAS-NVE
Forsyningsabonnement til SEAS-NVE Strømmen kr. 150,00 pr år og Netabonnement til SEAS-NVE Net kr. 1123,75 pr år, i alt fast udgift kr. 1273,75 pr år. Det er samme beløb der betales for almindelige husstandsmålere.
Nettokøb: Hvis køb er større end salg afregnes nettokøb til en elpris (gennemsnit for året) incl. alle afgifter.
Hvis VE-anlægget producerer mere el end husstanden bruger, udbetaler Energinet.dk 0,60 kr. pr. kWh for den overskydende produktion de første 10 år af anlæggets levetid. De næste 10 år udbetales kr. 0,40 pr. kWh, og efter 20 år udbetales beløb svarende til markedsprisen. Dette gælder dog kun for anlæg med en effekt på 6 kW eller derunder.
Hvordan kommer jeg i gang?
Når du bliver oprettet som egenproducent, skal du have tildelt et GSRN-nummer hos Energinet.dk. Dette sker helt automatisk, når elinstallatøren tager kontakt til SEAS-NVE, for at få udleveret en to-vejs-måler. Der bliver efterfølgende sendt en blanket til dig, med et GSRN-nummer. Denne blanket skal du selv udfylde med de manglende oplysninger, og returnere til Energinet.dk, så du kan blive godkendt og oprettet som egenproducent.
Ordningen kræver, at man har en elmåler med to tælleværker, der kan holde styr på den elektricitet man køber og evt. overproduktion, der sendes ud i nettet, og gemmes til senere forbrug. I SEAS-NVE´s forsyningsområde betyder det, at der skal sættes en to-vejs-måler op. Den nye måler koster ikke noget, men man skal selv betale sin autoriserede elinstallatør for at installere den.
Installatøren får først udleveret måleren fra SEAS-NVE, når vores installationsafdeling har fået besked om godkendelse af nettoafregning gruppe 6 fra Energinet.dk