Gå til indhold

Optimer din bolig med fjernvarme

Er du nysgerrig på, hvad fjernvarme egentlig er? Og hvilke fordele der er ved at skifte til fjernvarme? Læs med her på siden, hvor vi gør dig klogere på opvarmningskilden.

Fjernvarme er en billigere opvarmningsform end gas, olie og el. Der er derfor penge at spare på din varmeregning ved at vælge fjernvarme som opvarmningskilde hjemme hos dig. Og ikke nok med, at det er en økonomisk opvarmningsform, så er kilden faktisk også oftest mere miljørigtig end særligt olie- og gasfyr.

Hvad er fjernvarme?

Fjernvarme er faktisk den mest udbredte måde at opvarme boliger på. Det er altså den, der giver varme i radiatorerne og varmt vand i hanerne i størstedelen af de danske husstande. Du har sikkert hørt om fjernvarme et hav af gange, men er du helt med på, hvad det egentlig dækker over? Hvis ikke, så lad os gøre dig helt skarp på, hvad det egentlig er. 

Fjernvarme er varmt vand, som vi bruger til opvarmning. Fjernvarmevand bliver produceret på et centralt kraftværk, som sender det varme vand ud til byens boliger gennem en masse rørledninger. Når fjernvarmevandet har afgivet varmen i boligen, bliver vandet derefter sendt retur til varmeværket, hvor det bliver opvarmet igen. Og sådan fortsætter processen igen og igen.

Sådan producerer kraftværker fjernvarme 

Er du nysgerrig på, hvordan landets kraftværker producerer varmen? Fjernvarme bliver produceret på store kraftværker, som brænder flere forskellige typer brændstoffer af. Disse brændstoffer omfatter eksempelvis:

  • Biobrændsel som halm og træ
  • Brændbart affald, der ikke er bionedbrydeligt
  • Fossile brændsler som kul, olie og gas

Når kraftværkerne afbrænder brændstoffer, frigiver processen varme, og det er netop denne varme, som varmer fjernvarmevandet op og ender hjemme hos dig. Men fjernvarme bliver også produceret på andre måder. Varmen kommer eksempelvis også fra forskellige former for vedvarende energi som sol, vind og biomasse. Når vinden blæser, og når solen skinner, så producerer vi altså også varmt vand. Derudover udnytter fjernvarme også overskudsvarme fra datacentre og spildvarme fra eksempelvis smeltning af stål.

Fordele ved fjernvarme

Størstedelen af alle danske boliger har fjernvarme, og det er der altså gode grunde til. Der er nemlig flere fordele ved at vælge den type opvarmning til din bolig:

  1. Du kan spare penge: Fjernvarme udnytter overskudsvarme fra en lang række kilder. Derfor er opvarmningsformen ikke udelukkende afhængig af eksempelvis olie, kul og gas, hvor der ofte er store prisudsving. Prisen på fjernvarme svinger også, men prisen er dog mere stabil end eksempelvis olie- og gaspriserne. Derudover må fjernvarmeselskaber heller ikke tjene penge på at levere varme til dig, og du betaler derfor kun den reelle pris for varmen, du bruger. Og ikke at forglemme stordriftsfordelene ved at dele udgifter med andre fjernvarmebrugere.
  1. Det er nemt og driftssikkert: At vælge fjernvarme som opvarmningsform er også en nem og driftssikker løsning. Det er nemlig fjernvarmeselskabet, der har ansvaret for, at der kommer varme til din bolig. Selskabet overvåger samtidig varmeforsyningen konstant, så du blot kan tænde for radiatorerne og den varme hane, når det passer dig.
  1. Det er en relativt miljøvenlig løsning: Fjernvarme spiller en rolle i at reducere hele Danmarks CO2-udslip. Størstedelen af den energi, der produceres i et fjernvarmeanllæg kommer nemlig fra vedvarende energikilder. Måden, som fjernvarme bliver produceret på, gør altså, at opvarmningsformen ikke udleder så meget CO2 som andre kilder.

Hvad er prisen for et fjernvarmeanlæg?

Hvis du gerne vil etablere fjernvarme i din bolig, skal du have fat i en VVS-installatør. Et anlæg har en pris på mellem 30-40.000 kroner. Udover selve anlægget kræver etableringen også, at du får lagt fjernvarmerør ind i hele huset. I alt kan du forvente en udgift på mellem 45-60.000 kroner til dit fjernvarmeanlæg.

Kan du få fjernvarme?

Er du nysgerrig på, om du mon kan få fjernvarme i din bolig? Fjernvarmenettet bliver udbygget hele tiden, og hos Energistyrelsen kan du let undersøge, om der er fjernvarme i dit område. Du kan også se, hvor meget du kan spare ved at skifte opvarmningskilde.

Få en varmepumpe som alternativ til fjernvarme

Hvis ikke du kan få etableret fjernvarme hjemme hos dig, kan du overveje at få installeret en varmepumpe. Sammen med fjernvarme er det nemlig de mest økonomiske og miljørigtige opvarmningsformer.