Nyhed - 24. april 2019
Det var held i uheld, der gjorde, at familien Keogh opdagede appen Watts i starten af året – nu har den hjulpet dem med at halvere deres energiforbrug i årets første kvartal.
I begyndelsen af 2019 modtog SEAS-NVE en mail fra kunden Heidi - hun mente, at hendes familie, med hjælp fra appen Watts, kunne halvere sit energiforbrug i årets første kvartal i forhold til det forbrug, Watts havde forventet. Den udfordring tog SEAS-NVE op og lovede at komme forbi med chokolade til hele familien, hvis målet var nået per 1. april. Derfor var det både med glæde og stolthed, at familien Keogh i påsken blev belønnet for deres flotte indsats, da Watts viste en reduktion af familiens energiforbrug med hele 51 pct. i starten af april.
”Det var egentlig held i uheld, at vi blev introduceret for Watts. I begyndelsen af året lækkede vores vandvarmer, hvorfor vi hurtigt fik en lokal VVS-installatør til at komme forbi og fikse den og installere en ny cirkulationspumpe, samtidig med at han ændrede vandvarmeren, så den nu kører over vores pillefyr i stedet for el. Installatøren syntes, at vores forbrug var meget højt og anbefalede os at hente appen, så vi kunne følge med i vores energiforbrug. Da vi hentede appen og så tallene for, hvor meget el vi egentlig brugte, blev vi meget overraskede”, fortæller Heidi Keogh og fortsætter:
”I 12 år har vi måtte æde en elregning på omkring 10.000 kr. pr. kvartal. Det, syntes vi ikke, var særlig sjovt, så da vi fandt ud af, at vi kunne følge med i vores energiforbrug, blev det hurtigt til en familie-konkurrence at reducere det så meget som muligt.”
Som en motivation til at halvere energiforbruget, aftalte familien Keogh, at de penge, der blev sparet, skulle bruges på at realisere en fælles familiedrøm: at bygge et hønsehus og købe en høne til hver af familiens medlemmer. Det motiverede hele familien til at tage kortere bade, tørre vasketøjet udenfor og slukke lyset, hvis ikke det blev brugt:
”En aften, da jeg kørte hjem fra træning, kunne jeg se på lang afstand, at der var lys i hele huset. Jeg tænkte, at vores hus lignede ét stort lysshow. Vi har aldrig gået op i at slukke lyset, men nu husker vi hinanden på at slukke for kontakterne, hvis ikke de bliver brugt”, fortæller Sarah på 14, der også har lært både kæresten og veninderne, hvordan de kan spare på energiforbruget derhjemme.
Efter at have fulgt energiforbruget nøje i årets første kvartal, kigger familiens fire børn nu på Watts hver dag, når de kommer hjem fra skole. På den måde kan de fortsat være med til at spare på familiens energiforbrug – og hvem ved, måske der kan blive råd til en høne mere?
Vil du også spare på energien?
Kunne du og din familie også tænke jer at spare på energien og samtidig deltage i konkurrencen om en masse fede præmier? Så tilmeld jer vores dyst, #Energidysten 2019, på Facebook. Dysten løber af stablen i oktober 2019, men allerede i løbet af sommeren vil vi løfte sløret for de mange fede præmier og give tips og tricks til, hvordan I kan spare på energien.