Nyhed - 16. september 2015
Er dit hus fra før 1970? Så kan hulmursisolering måske sænke din varmeregning med helt op til 30 procent.
Hvis dit hus har hulmure, kan det være en rigtig god forretning at få dem isoleret. Indblæsning af isoleringsmateriale sparer mange penge på varmeregningen og giver familien større varmekomfort.
Gammel isolering
Ydervægge med hulmur bør efterisoleres, da der ellers vil være et stort varmetab gennem væggene. Ydervægge der isoleret for mange år siden, er også værd at få undersøgt, da isoleringen både kan have en dårlig isoleringsevne eller være faldet sammen.
Få svar med en hulmursundersøgelse
Professionelle isolatører har kikkertudstyr til at undersøge hulmuren. Der skal kun bores små huller i fugerne for at få kameraet ind. Den anbefalede minimumstykkelse for isolering af ydervægge i rum, der opvarmes til over 15 grader er 160-200 millimeter. Ældre hulmure har dog ofte kun plads til 80 millimeter – men det er bedre end ingenting.
Et job for fagfolk
Hulmursisolering kræver specialudstyr og stor erfaring. Derfor bør opgaven overlades til fagfolk. Er der for eksempel fugtproblemer, skal disse udbedres, før der hulmursisoleres. Ellers opstår der risiko for følgeskader – så som afskalning eller skimmel.
Håndværkerfradrag
Hvis du vælger en fagmand kan du få håndværkerfradrag, så projektet bliver endnu billigere.
Du kan få mange flere råd i vores store hæfte "Varmen på rette sted".
Spørg SEAS-NVE
Hvis du har andre spørgsmål, er du altid velkommen til at kontakte vores energirådgivere og få gratis, personlig rådgivning.