Nyhed - 10. marts 2016
Mange fritidsboliger har stadig elradiatorer, der er dyre i drift. En god luft til luft varmepumpe giver tre gange så meget varme for pengene og fordeler den bedre.
Påsken står for døren, og mange tager i sommerhus for første gang i år. Men hvis der kun er elradiatorer i huset, kan det være en lidt dyr fornøjelse at holde forårskulden fra dørene.
Derfor er en varmepumpe billigere i drift
Hver gang en luft til luft varmepumpe bruger en kilowatttime, får du cirka tre kilowatttimer tilbage i form af varme. Det skyldes, at den kun bruger el på at udvinde varme fra luften uden for huset. Det kan den gøre året rundt – også i frostvejr. Et godt anlæg koster cirka 15.000 kroner inklusiv levering og montering, men prisen bliver lavere, hvis du benytter dig af håndværkerfradraget.
Et frostfrit hus er nemmere at bruge
Da en luft til luft varmepumpe er langt billigere i drift, bliver det også billigere at holde huset frostfrit. Mange modeller er forberedt til det. Hvis du slår denne funktion til, behøver du ikke at tømme vandrør og cisterner i vinterhalvåret. Ekstra isolering vil naturligvis gøre det endnu billigere at holde huset frostfrit.
Farvel til kolde hjørner og fodkulde
Mens elradiator har tendens til at sende deres varme op under loftet, fordeles varmen fra en varmepumpe som en lun, cirkulerende luftstrøm, der skaber samme temperatur ved gulv og loft. Man undgår også kolde områder i hjørner og bag møbler. Samtidig spreder varmen sig også mere til andre dele af huset. Kombinerer du med en brændeovn, vil varmepumpen også kunne sprede varmen fra den mere effektivt.
Tænd for varmen med mobilen
En anden stor fordel er, at man kan udstyre sin varmepumpe med et GSM-modul, så den kan tændes ved at ringe til den – for eksempel nogle få timer før ankomst på en kold forårsdag. Det giver en god balance mellem komfort og elforbrug.
Overvåg elforbruget fra helårsboligen
Hvis dit sommerhus ligger i SEAS-NVE's netområde, kan du holde øje med varmepumpens elforbrug via portalen Min Måler. Så har du godt styr på økonomien. Hvis elforbruget pludselig stiger på et tidspunkt, hvor huset ikke bliver brugt, kan det skyldes, at en dør eller et vindue står åbent efter indbrud. Se mit.seas-nve.dk
Vælg et testet anlæg
På varmepumpelisten kan du se de anlæg, der er blevet testet af et uafhængigt laboratorium. Det er altid en god idé at vælge et af dem – så ved du, at du får et anlæg af god kvalitet.
Læs mere om varmepumper.
Du kan også få gode råd om isolering og meget andet i vores store hæfte "Varmen på rette sted".
Læs mere om håndværkerfradrag i fritidsboliger.