Både gulve med og uden varme stiller store krav til god isoleringen nedenunder. Dårlig isolering kan betyde, at der bliver fodkoldt, og at det trækker – og at dyr varme forsvinder ned i fundamentet og går til spilde.
Isolering under opvarmede gulve
Stadig flere boliger bliver indrettet med gulvvarme frem for radiatorer. Men når du flytter varmen ned i gulvet, øger det også kravene til isolering. Er der ikke tilstrækkelig isolering under en gulvvarmeinstallation, forsvinder der store mængder af varme nedad mod jorden og ud i fundamentet. Der skal være mindst 300 millimeter mineraluld eller polystyren.
Isolering helt ud til kanten
Det er vigtigt, at de opvarmede gulves randarealer er godt isolerede. Ellers bliver husets vægge let til kuldebroer, der transporterer store mængder af varme ud i fundamentet, hvor det går til spilde.
Svært at tjekke tykkelsen
Det er ikke let at kontrollere tykkelsen på isolering under en gulvvarmeinstallation, da gulvet skal brækkes op. Men har du et stort, uforklarligt overforbrug af varme, kan det være umagen værd. Hvis der skal efterisoleres, skal gulv og gulvvarme alligevel fjernes.
Krav til tykkelse
Gulve uden varme
I boliger med dårlig isolering under gulvet er der ofte fodkoldt og træk. Derfor er det mindst lige så vigtigt at have god isolering under gulvet som i vægge og lofter. Er der ikke kælder eller krybekælder under gulvet, kan du kun undersøge isoleringen ved at tage et eller flere gulvbrædder op. Skal der efterisoleres, er du nødt til at fjerne hele gulvet.
300 millimeter er den anbefalede minimumstykkelse på isolering under gulve uden varme.