Energiruder isolerer dobbelt så godt som termoruder. Ud over store varmebesparelser øger de også komforten, da de ikke bliver så kolde på indersiden som termoruder og dermed ikke giver samme træk og kuldenedfald.
Så meget kan du spare
Se, hvor meget på du kan spare ved at udskifte ruder og vinduer i energiberegneren på Energistyrelsen og Vinduesindustriens website om Energiruder. Her kan du også læse om energimærkningsordningen for vinduer og meget mere.
Gå til energivinduer.dk
Hvorfor isolerer energiruder bedre?
Energiruder er meget bedre til at holde på varmen end almindelige termoruder. Det skyldes især, at energiruder er forsynet med en tynd, usynlig metalbelægning på ydersiden af det inderste glas. Samtidig indeholder energiruder en gasart, der isolerer bedre end luft.
Energiruder er tykkere
Energiruder er lidt tykkere end gammeldags termoruder. Gassen mellem glassene isolerer bedst, når afstanden mellem dem er 15 millimeter, og i termoruder er den oftest kun 10-12 mm. 3-lags energiruder reducerer varmetabet endnu mere, men afskærmer også mere for sollys og solenergi, samtidig med at vægt og tykkelse øges.
Har du energiruder eller termoruder?
Det kan være svært at se, om et vindue har termorude eller energirude. Men her er et tip:
- Hold en flamme for eksempel et stearinlys op til ruden, så den spejler sig i glasset.
- Hvis det er en 2-lags termorude, ser du fire ensfarvede spejlbilleder af flammen.
- Er det en energirude, får en af de fire spejlede flammer en anden farve på grund af energirudens metalbelægning.
Bedre komfort og støjdæmpning
Energiruder giver en bedre komfort end almindelige termoruder, da du slipper for træk eller såkaldte kuldenedfald, som kan komme fra almindelige termoruder. Er der meget støj uden for din bolig, kan du med en stor fordel at vælge lydruder, der typisk er lidt tykkere end normale energiruder.
Udvendig dug er tegn på effektivitet
Mange oplever, at energiruder dugger på ydersiden i korte perioder. Typisk om natten i foråret og efteråret. Det skyldes, at energiruderne isolerer så effektivt, at deres yderste glas er koldt og får fugten i luften udenfor til at sætte sig som dug. Duggen er altså et tegn på energirudernes effektivitet.