Gå til indhold

Spareråd til dig med gas

Cirka 16 procent af boligerne i Danmark opvarmes med gas. Gas er en af de fossile brændselsformer, der giver den reneste forbrænding, fordi den hovedsageligt bliver til vand og CO2, når den brændes af.

Der er flere ting, du kan gøre for at holde dit gasfyr i form, og som kan hjælpe dig med at spare på gassen:

Gode råd om gasfyret

  1. 1.

    Tjek jævnligt, om vandtrykket er i orden på dit gasfyr. Det kan du se på fyrets manometer. Er vandstanden for lav, skal du hælde vand på.

  2. 2.

    Luft ud i radiatorerne, så vandet kan komme helt rundt og varme radiatorerne op. Brug alle radiatorer i dit opholdsrum og hold temperaturen på 21 grader. Sænk evt. temperaturen til 18 grader i rum, hvor du kun opholder dig i kort tid, og sluk gerne helt for gulvvarmen. For hver grad du sænker temperaturen, sparer du 5 % på rummets varmeforbrug.

  3. 3.

    Gør jævnligt rent omkring dit gasfyr, så tilførslen af luft ikke spærres eller tilstoppes – især hvis du har en kedel med åbent forbrændingskammer.

  4. 4.

    Sørg også for at gasfyrets aftræk har fri passage gennem skorstenen, og at det ikke er stoppet af sne, blade eller andet.

  5. 5.

    Vær opmærksom på fugt eller lugt i fyrrummet, da det kan skyldes, at aftrækket fungerer dårligt, eller at ventilationsristene er tildækkede

  6. 6.

    For at få mest muligt ud af dit gasfyr, kan du lade en autoriseret VVS-installatør give det et regelmæssigt servicetjek. Så sikrer du dig, at gasfyret kører sikkert og effektivt og bruger mindre gas. Juster dit gasfyr efter årstiden, så det bruger gassen optimalt.

Har du udeføler på dit gasfyr?

Er der udeføler på dit fyr, og vil du være sikker på at have den lavest mulige indstilling, kan du bruge denne metode:

  1. 1.

    Åben radiatortermostaterne cirka 75 procent.

  2. 2.

    Skru ned for effekten på gasfyret lidt efter lidt.

  3. 3.

    Fyret har nu den lavest mulige, men stadig behagelige indstilling.

Husk, at du altid bør holde det varme brugsvand over 55 grader, for at undgå bakteriedannelse i varmtvandsbeholderen.

Vælg en gaskedel med A-mærke. Gaskedler er energimærkede, og A-mærkede kedler er mest energirigtige. Især fordi de er kondenserende. Det vil sige, at de også sender varmen i røggassen, der opstår ved forbrænding af gassen, videre til husets radiatorer. I de gamle kedler gik denne varme til spilde. 

Skift til en gashybridvarmepumpe 

En gashybridvarmepumpe kombinerer en moderne kondenserende gaskedel med en luft til vand varmepumpe. Dermed kan du dække det meste af opvarmningsbehovet med en mindre varmepumpe og spare gas. Samtidig har du gaskedlen som backup, når det er meget koldt. 

  • Når udetemperaturen er høj, kan varmepumpen dække varme- og varmtvandsbehovet.
  • Når det bliver koldere, bruges varmepumpen og gaskedlen på samme tid.
  • Når udetemperaturen kommer under et vist niveau, bruges gaskedlen alene. 
  • Varmt vand bliver normalt kun produceret af gaskedlen.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så lander vores bedste sparetips, viden om energiforbrug, nye tiltag, konkurrencer og grønne tilbud direkte i din indboks.