Med hjælp fra SEAS-NVE har Faxe Kommune forbedret belysningen på Haslev torv. Samtidig er der også etableret ny legeplads og beplantning, lagt nye fliser og sat bænke op.
Specialudviklede master med GOBO-spots
På torvets ene side står tre 6 meter høje, specialudviklede master. Hver mast er monteret med tre GOBO-spots, der punktoplyser torvets forskellige elementer, så de i større grad inviterer til leg og godt samvær. Formålet er blandt andet at give flere af byens borgere lyst til at bruge torvet som samlingspunkt.

Fra ensartet belysning til varieret og hyggeligt lys
Kurt Hejlesen, der var ansvarlig for SEAS-NVE's del af projektet, fortæller at torvets tidligere belysning var ret ensartet, og hvordan der er arbejdet med at skabe en mere varieret belysning:
Varieret belysning skaber mere hygge - lidt ligesom en slags "udestue". Vores øjne slapper mere af, når der både er lys og mørke omkring os. Samtidig bliver vi helt automatisk tiltrukket af oplyste steder, og derfor kan varieret belysning påvirke, hvordan torvet bliver brugt.
Belysning skaber forbindelser
På torvets anden side skaber en række belysningspullerter en iøjnefaldende gangpassage mellem Jernbanegade og Nygade, hvor der blandt andet findes parkeringspladser. Et af ønskerne til indretningen af det nye torv var netop, at den skulle skabe en stærkere forbindelse mellem de to gader.

Erstatter gammel kviksølvbelysning
Den nye LED-belysning erstatter 12 Albertslund-lamper, der hver havde en kviksølvpære på 80 watt. Udskiftningen forventes derfor at give en energibesparelse på over 50 procent.
Første projekt af mange
Forbedringerne af Haslev Torv er blot første del af en række forbedringer af Haslevs bymidte. De skal bidrage til at øge byens konkurrenceevne over for andre byer i regionen og tiltrække nye borgere.