Nyhed - 18. juni 2015
Gadebelysning handler om meget mere end priser. Præcise funktionskrav giver bedre muligheder at vælge det rigtige tilbud.
Hvem får den bedste gadebelysning? Dem der på forhånd ved, hvad de vil have – eller dem der først skal finde ud af det, når projektet ér gået i gang?
Svaret er banalt, men rummer en god pointe: Før man udbyder renovering af gadebelysning betaler det sig at opstille detaljerede funktionskrav. Både fordi man selv bliver klogere på, hvilken løsning der vil være den bedste, men også fordi det giver de bydende entreprenører incitament til at konkurrere på langsigtede kvalitetsløsninger og besparelser – frem for kortsigtede lavpristilbud uden fokus på fremtiden.
Større frihed til at vælge
Detaljerede funktionskrav skaber desuden flere og bedre kriterier for at udvælge den entreprenør, der samlet set tilbyder den bedste løsning. For eksempel ved at formulere mindstekrav til lysmængder, levetid, farvetone, lumen per W, it-styring, udgifter til drift og vedligeholdelse, reparationstider eller æstetik.
– Rent udbudsretsligt får man ofte en bedre løsning, når man opstiller funktionskrav til ydelsen. Ved at konkurrere på kvalitet kan man opnå et bedre og bredere markedskendskab, hvilket kan være til fordel for både ordregiver og entreprenørerne. Hvis udbuddet kun fokuserer på priser, er man tvunget til at vælge det billigste tilbud – også selvom andre tilbud måske viser sig at være billigere på længere sigt. Derfor laver vi altid en tidlig, simpel udbudsstrategi, som tager højde for den enkelte ordregivers behov og de økonomiske rammer for anskaffelsen. Derved kan man analysere sig frem til de tildelingskriterier, der skal være gældende for udbuddet, siger advokatfuldmægtig Martin T. B. Pedersen fra advokatvirksomheden Molt Wengel.
Undersøg markedet
Før man formulerer, hvad man vil have, er det også en fordel at undersøge, hvad man kan få. Hvilke teknologier er tilgængelige, og hvad er andres erfaringer med dem? Det gør det nemmere at opstille præcise og realistiske funktionskrav.
– Årsagen til at vi med jævne mellemrum inviterer til ERFA-træf er netop, at vi gerne vil skabe et forum for udveksling af erfaringer og viden mellem kommunerne. Jo bedre vores kommunale kunder er i stand til at formulere deres krav, jo bedre kan vi ramme plet med vores tilbud. Det giver det bedste grundlag for det langvarige samarbejde, som et renoveringsprojekt ofte er, og derfor er det til alles fordel, siger Jesper Ravnsbjerg Hansen, Business Manager i SEAS-NVE.
Vi er klar til dialog
Hos SEAS-NVE er vi altid klar til en dialog om, hvordan vi kan hjælpe jeres kommune. Vil du høre mere om, hvad vi kan tilbyde jer inden for etablering, overtagelse, drift og vedligehold af udelysanlæg samt intelligent styring af udelys, er du velkommen til at kontakte vores udelysteam.